Seca / Tørke (del 1)

Klik på billedet for at se flere...

Idé og koreografi: Birgitte Bauer-Nilsen. Dansere: Thomas Johansen, Alexander Montgomery-Andersen, Ana Jülia Paiva, Ludmilla Ferrare og Caroline Rodrigues. Installationskunstner: Marianne Grønnow. Lysdesign: Lars Egegaard Sørensen. Komponist: Kim Helweg

I store dele af Brasilien er tørke et voksende problem, som fortrinsvis skyldes klimaforandringerne i den antropocæne tidsalder. Tørke er omdrejningspunktet for den performative danseinstallation Seca/Tørke og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi som henholdsvis brasilianere og skandinavere forholder os til de globale klimaforandringer.

Det handler om overlevelse, hudens og kulturens tørke samt menneskets forhold til drifter og kaos.

Denne performative danseinstallation tager os med på en rejse gennem tiden, der starter med den oprindelige befolknings tilbedelse af solen. Men udviklingen betyder, at det rituelle omdrejningspunkt med tiden bliver mere og mere materielt: Nu tilbedes i stedet fremskridtet såsom flere afgrøder, højere huse, fældning af træerne etc.

Denne kraft fører fokus væk fra naturens rytme og mod den globale opvarmning, hvor tørken øges i omfang. Det forårsager en "kulturens tørke"; tanken tørrer ud, ritualet mister sit centrum, huden og kroppen tørrer ud og krakelerer.

Musikken til Seca/Tørke bygger på en tonerække, der stammer fra kvantemekanikkens første serie frekvenser for kvantespring (den såkaldte Lymann serie) der senere blandes med fraser inspireret af brasilianske indianernes musik. Både den oprindelige befolknings musik og kvantespringsfrekvenserne er karakteriseret ved kvarttoner blandet med pentatone skalaer og udtrykker her mødet mellem en moderne indsigt og et urgammelt ritual.

Bevægelsesmæssigt har dette mønster haft stor indflydelse, da kropslige bevægelser er sat i system ud fra idealer om en bestemt funktion, hvor der ikke har været taget hensyn til kroppens "oprindelige" udgangspunkt.

Bevægelsesmaterialet begynder med gentagende rituelle dansebevægelser, men manipuleres med moderne dansebevægelser og en mere avantgarde opfattelse af kropsidealet.

Scenens vertikale, glitrende søjler kan referere både til organisk natur; siv der vejer i vinden, tørre blade der rasler, og til byernes kunstige lys og højhuse, der stræber mod himlen. De er de totempæle der danses om, hvad enten det er naturen, der er i centrum eller civilisationen.

Kostumerne er blandt andet inspireret af det oprindelige folk i Brasilien. Aftegningerne på dansernes kroppe er geometriske, og det er ikke hensigten at afspejle specifikke rituelle mønstre.

Sideløbende med installationen udfolder Birgitte Bauer-Nilsen også temaerne i et forskningsprojekt i samarbejde med Fakultet for Utøvende Kunstfag, Universitet i Stavanger, Universitetet i Cambridge samt Statens Scenekunstskole.

Første del af Seca/Tørke blev opført til Festspillene i Bergen 2018 og på CPH Stage 2018. Efter de to opførsler arbejder danserne og Birgitte Bauer-Nilsen videre på anden del af forestillingen, som efter planen får premiere i 2019. Efterfølgende skal anden del turnere i Brasilien og i Norden på højskoler og spillesteder for at skabe debat.